Leonora Christina

Faktaboks

Leonora Christina
født:
8. juli 1621
død:
16. marts 1698

Leonora Christina. Fremtidsudsigterne for kongedatteren og hendes ægtefælle, Corfitz Ulfeldt, var lyse, da dette billede blev malet ca. 1643. Samme år blev Ulfeldt udnævnt til rigshofmester, landets fornemste embede. Maleri af Karel van Mander; Frederiksborgmuseet.

.

Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina var meget tæt knyttet til hinanden, selvom ægteskabet dog næppe var helt så perfekt og ukompliceret, som Leonora Christina gav indtryk af i sine selvbiografier. De var dog helt afhængige af hinanden. Ægteskabet med kongedatteren var afgørende for Ulfeldts fremragende karriere, og hans ophøjede og indflydelsesrige position var forudsætningen for, at hun kunne bevare sin position blandt rigets fornemste. Parret kom derfor til at opleve både storhed og fald i solidarisk fællesskab. Stik af Jacob Folkema fra 1746; Frederiksborgmuseet.

.

Leonora Christina, 8.7.1621-16.3.1698, grevinde til Slesvig og Holsten, forfatter, datter af Christian 4. og Kirsten Munk. I 1630 skiltes forældrene, og samme år, altså som niårig, blev Leonora Christina forlovet med adelsmanden Corfitz Ulfeldt. Parret blev viet i 1636, og hun knyttede sig tæt til ægtefællen, hvis hurtige avancement til rigshofmester kom til at præge hendes liv, ligesom senere hans landflygtighed og dom for majestætsforbrydelse.

Leonora Christina havde ikke noget nært forhold til sine søskende, men derimod til faderen. Efter at halvbroderen Frederik 3. havde besteget tronen, blev der indledt undersøgelser af Ulfeldts embedsførelse, ligesom Leonora Christina mærkede den unge dronning, Sophie Amalies, had pga. den ringeagt, Ulfeldtparret tidligere havde vist dronningen.

Leonora Christina stod bag parrets flugt til Sverige i 1651, og under Karl Gustav-krigene optrådte Ulfeldt på svensk side. Da den svenske konge i 1659 anklagede ham for forræderi, førte Leonora Christina overbevisende forsvaret for sin sengeliggende mand.

Uvidende om sin benådning søgte Ulfeldt i 1660 i København om nåde hos den danske konge, der derefter under generalmajor Adolph Fuchs' ydmygende behandling holdt parret fængslet på Hammershus. Et flugtforsøg fra borgen mislykkedes. I slutningen af 1661 blev parret på hårde betingelser løsladt.

Under en udlandsrejse i 1662 fremlagde Ulfeldt planer, der i Danmark blev opfattet som landsforræderi. Leonora Christina blev i 1663 anholdt i England og bragt til Danmark, hvor hun pga. sin formodede viden om ægtefællens forræderi sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot indtil Sophie Amalies død i 1685. Efter løsladelsen levede hun sine sidste år i Maribo Kloster.

Leonora Christina var intelligent, beregnende og med udprægede kunstneriske anlæg. Det viste hun i selvbiografiske skrifter, og fremfor alt i det betydelige prosaværk Jammers Minde, som især har formet hendes eftermæle.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig