Leo von Klenze

Faktaboks

Leo von Klenze
født:
1784
død:
1864

Leo von Klenze, 1784-1864, tysk arkitekt. Leo von Klenze var den dominerende arkitekt i det kunstnerisk levende miljø i München under Ludvig 1., der benyttede ham til talrige offentlige byggerier; med disse, med plads- og haveanlæg og med talrige privathuse satte Klenze sit præg på byen og blev en af Europas kendteste arkitekter.

Leo von Klenzes ideal var den klassiske græske arkitektur, som det ses i Glyptothek (1816-30) og Propyläen (begyndt 1846) ved Königsplatz i München og mindehallen Walhalla ved Regensburg (1830-42), et i det ydre rent dorisk tempel.

Formens klarhed og den konstruktive logik i den græske arkitektur respekterede han også i sine nyrenæssanceværker, fx slotsfløjen Königsbau (1826-32), Alte Pinakothek (1826-36) og palæer i Ludwigs- og Briennerstraße i München. I Skt. Petersborg udvidede han Eremitagen (1838-52).

Læs mere om tysk arkitektur.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig