Leo Blech, 1871-1958, tysk dirigent og komponist. Han spillede en central rolle i Berlins operaliv, indtil hans jødiske herkomst tvang ham til Riga i 1937 og fire år senere til Stockholm, hvor han havde gæstedirigeret regelmæssigt siden 1925. I 1949 vendte han tilbage til Berlins Städtische Oper. Hovedværkerne i hans repertoire var Wagners musikdramaer, Verdis operaer og Bizets Carmen, som han dirigerede ca. 600 gange.