Faktaboks

Lena Olin

Lena Maria Jonna Olin

Født
1955, Stockholm, Sverige

Lena Olin. Foto fra 2005.

.

Lena Olin er en svensk skuespiller. Hun var medlem af Dramatens ensemble i begyndelsen af 1980'erne, hvor hun var en af Ingmar Bergmans foretrukne sceneskuespillerinder. Hun blev hyldet som sin tids Greta Garbo, og gav fabelagtige præstationer på teatret i stykker som Kong Lear og Hamlet.

Efter at have spillet ganske små roller, først i Bergmans Ansigt mod ansigt (1976) og så i Fanny og Alexander (1982), tilbød Bergman hende en af hovedrollerne i sin tv-film Efter prøven (1984).

Lena Olin fik sit internationale gennembrud i filmatiseringen af Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed (The Unbearable Lightness of Being) fra 1988 som én af de to kvindelige hovedroller. Her spillede hun rollen Sabina, som repræsenterer den ekstreme grad af lethed i tilværelsen, overfor Juliet Binoche i rollen som Tereza, der repræsenterer tilværelsens tyngde.

Siden har hun gjort sig bemærket særligt i sensuelle roller som f.eks. i Enemies, A Love Story (1989), Mr. Jones (1993), Romeo Is Bleeding (1993, Romeo bløder), Hamilton (1998), Casanova (2005) og Remember me (2010).

Hun medvirkede i Roman Polanskis The Ninth Gate (1999) og er også kendt for sin medvirken i flere Hollywood-film bl.a. Chocolat (2000) og The Reader (2008).

Lena Olin er gift med filminstruktøren Lasse Hallström.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig