Faktaboks

Lena Nyman
Anna Lena Elisabet Nyman
Født
23. maj 1944, Stockholm, Sverige
Død
4. februar 2011, Stockholm, Sverige
Lena Nymann
Lena Nyman. Foto fra 1967.
Lena Nymann
Af /The Ronald Grant Archive/Ritzau Scanpix.

Lena Nyman var en svensk skuespiller. Hendes uglamourøse nøgne krop blev debatemne i hele Skandinavien efter hendes medvirken i Vilgot Sjömans provokerende 491 (1964). Denne linje fortsatte med Sjömans erotisk frimodige og tabunedbrydende, men mere nuancerede Jeg är nyfiken — en film i gult (1967, Jeg er nysgerrig), som gjorde sig internationalt som led i tidens svenske sexbølge.

Siden fik Lena Nyman både alvorlige roller, fx i Ingmar Bergmans Höstsonaten (1978, Høstsonaten), og komedieroller som i Tage Danielssons Släpp fångarna loss — det är vår! (1975, Slip fangerne løs — det er forår) og som Ronjas mor i Ronja Rövardotter (1984).

På teatret, hvor hun hovedsageligt var knyttet til Dramaten, var hun lige overbevisende i tragedien, når hun spillede Medea (1986), og i komedien, bl.a. i to klassiske Holberg-roller, Pernille i Henning Moritzens opsætning af Den stundesløse (1974) og Nille i Peter Langdals Jeppe på Bjerget (1986). I 1982 spillede hun trods sin alder både overbevisende og bevægende pubertetspigen Hedvig i Ingmar Bergmans stjernespækkede opsætning af Henrik Ibsens Vildanden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig