Lemuria er et hypotetisk sunket kontinent, som i Eocæn dannede en forbindelse mellem Madagaskar og Malaccahalvøen. Lemuria blev først omtalt i 1874 af den britiske zoolog Ph.L. Sclater (1829-1913) som en teoretisk forklaring på de mange zoologiske ligheder mellem disse områder, fx blandt halvaberne lemurer; deraf navnet.

Flere okkultister tilsluttede sig idéen i forbindelse med menneskets evolutionshistorie. Rudolf Steiner mente, at landet var befolket af en race, der ikke havde noget sprog, men som intuitivt forstod både dyr, planter og hinanden. Helena Blavatsky antog, at de to første grundracer i menneskehedens historie var åndelige og ulegemlige, men den tredje "faldt ned" på et materielt plan og befolkede Lemuria, som i hendes version strakte sig helt til Stillehavet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig