Lega Nord

Lega Nord, italiensk politisk parti grundlagt i 1991 ved en sammenslutning af en række mindre, norditalienske protestpartier. Ved parlamentsvalget i 1996 fik partiet 10,1% af stemmerne; i 2001 dog kun 3,9%. Den første store tilstrømning skyldes især opbruddet i italiensk politik efter Berlinmurens fald i 1989 og omfattende korruptionsskandaler 1992-95. Partiets leder indtil 2004, Umberto Bossi, formåede at tiltrække vælgere fra de traditionelle partier ved at appellere til utilfredsheden over magtmisbrug, dårlig administration, stigende skattetryk og det gamle modsætningsforhold mellem Nord- og Syditalien. Partiets krav om større selvstændighed til Norditalien ved dannelsen af en italiensk forbundsstat er nedtonet efter 1997.

I 2001 blev Lega Nord optaget i Silvio Berlusconis centrum-højre-regering. I 2002 skiftede Lega Nord fjendebillede og har herefter ikke så meget rettet sin altid meget aggressive retorik mod syditalienerne, men derimod mod indvandrerne, i særdeleshed dem fra den tredje verden og Balkan. Lega Nord har desuden dyrket kontakter med nyfascistiske og nynazistiske grupper og med stærkt reaktionære katolske kredse, bl.a. i et forsøg på at trække stemmer fra Alleanza Nazionale. Som medlem af Silvio Berlusconis regeringskoalition opnåede Lega Nord en markant stramning af lovgivningen om indvandring samt vedtagelsen af en forfatningsreform, der bl.a. skulle give regionerne suveræn kontrol med deres skole- og sundhedsvæsen samt ret til at oprette egne politikorps. Reformen blev dog forkastet ved en folkeafstemning 25.6.2006. Ved parlamentsvalget i april 2006 opnåede LN 4,6% af stemmerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig