Leeds

Leeds. Kornbørsen, der blev bygget 1863 af arkitekt Cuthbert Broderick, er renoveret og åbnede i 1990 som indkøbscenter.

.

Leeds, by i West Yorkshire, England, ved floden Aire; 474.600 indb. (2011; 757.700 indb. i storbyområdet (2011)). Leeds er trafikalt et knudepunkt i det britiske jernbane- og motorvejssystem. Byen har en mangesidig industriproduktion, som omfatter møbler, kemikalier, glas, trykkeri, elektronik, karosserifabrik for busser, konstruktionsindustri samt en betydelig fødevare- og husholdningsorienteret industri.

Lokaliseret med nær adgang til kul og jernmalm blev Leeds tidligt inddraget i den industrielle revolution, og den blev en nøgleby i handlen med uld og bomuld og de tilknyttede industrier, især gennem anlæggelsen af kanaler som Leeds-Liverpool Canal, hvorved Leeds kunne besejles fra Nordsøen og Det Irske Hav. I dag anvendes kanalsystemet alene til rekreative formål. Den traditionelle tekstilproduktion har fortsat betydning.

I Leeds' forretningskvarter ligger bl.a. en meget smuk arkade, County Arcade (1898-1900), og Merrion Shopping Centre. Byen er domkirkeby for katolikkerne. Rådhuset fra 1858 er markant med sin klassicistiske arkitektur, 61 m høje klokketårn og et tilknyttet folkets hus fra 1933. Leeds har flere uddannelsesinstitutioner, bl.a. universitet (fra 1904) beliggende i centrum.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig