Faktaboks

Lee Kuan Yew
Født
16. september 1923
Død
23. marts 2015

Lee Kuan Yew, 16.9.1923-23.3.2015, singaporeansk politiker, premierminister 1959-90. Lee kom fra en velhavende kinesisk familie og blev uddannet som jurist i England. I 1950'erne spillede han en fremtrædende rolle i agitationen for Singapores løsrivelse fra den britiske kolonimagt. Singapore fik i 1959 selvstyre, og samme år vandt Lees parti, People's Action Party, PAP, en stor valgsejr, som sikrede ham premierministerposten. I 1950'erne havde Lee en venstreorienteret profil, men i 1961 brød han med kommunister og socialister. Under hans ledelse blev Singapore industrialiseret og åbnet for udenlandske investeringer, hvilket medførte en imponerende økonomisk vækst og en af Asiens højeste levestandarder. Lee har udviklet en autoritær styreform, der lægger vægt på social ro og "asiatiske værdier", samtidig med at medier og opposition overvåges. Efter sin tilbagetræden som premierminister fortsatte Lee som "seniorminister" og leder af PAP.

Lee Kuan Yew er far til Lee Hsien Loong, som blev Singapores premierminister i 2004.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig