Lawrence Kohlberg

Faktaboks

Lawrence Kohlberg
født:
1927
død:
1987

Lawrence Kohlberg, 1927-1987, amerikansk psykolog, professor ved Harvard University, pioner inden for moralpsykologi. Han har foretaget omfattende tværkulturelle undersøgelser af individets moralske udvikling i forskellige samfund og religioner og påvist, at udviklingen universelt forløber efter samme stadiesekvens: det "prækonventionelle" stadium med belønning og straf, det "konventionelle" med autoritative normer og det "postkonventionelle" med selvvalgte etiske værdier som principperne for individets moralske vurderinger og holdninger. Hvert stadium er inddelt i to trin, så der i alt bliver en skala på seks trin. Denne stadieteori er stærkt inspireret af Jean Piagets teori om den kognitive udvikling.

Som undersøgelsesmetode anvendte Kohlberg fortrinsvis moralske dilemmaer, som forsøgspersonerne skulle tage stilling til, hvorefter ræsonnementet bag den trufne afgørelse analyseredes. En samling af forskningsresultater og essays er publiceret i The Philosophy of Moral Development (1981) og The Psychology of Moral Development (1984).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig