Laurids Olufsen Kok, 1634-1691, dansk provst, sprogmand og digter. Kok har skrevet den første danske fædrelandssang, "Danmark deiligst Vang og Vænge", trykt 1695 i vennen Peder Syvs Tohundredevisebog. Det er en historisk ballade om Thyra Danebods bygning af Dannevirke, hvori Danmark kaldes en gård med ledet — sydgrænsen — af lave. Fra og med kampen mod tyskheden i Slesvig omkring 1840 fik den til P.E. Rasmussens melodi (trykt 1814) nærmest status af alternativ nationalsang, skønt dens bestemmelse af Danmark til Ejderen blev problematisk efter 1864. Grundtvig bearbejdede teksten fire gange, den kom i hans tilhængeres sangbøger, og den synges stadig meget i Sønderjylland.