Faktaboks

Laurent Gbagbo
Født
31. maj 1945

Laurent Gbagbo, f. 31.5.1945, ivoriansk politiker, Elfenbenskystens præsident 2000-2011. Gbagbo, der er historiker af uddannelse, befandt sig oprindelig på venstrefløjen, men en nationalistisk linje kom i stadig mere udpræget grad til at dominere hans politiske profil.

Gbagbo vandt præsidentvalget i 2000, men først efter folkelige protester accepterede hans modstander, Robert Gueï (1941-2002), sit nederlag. Året efter udbrød et militært oprør, som udviklede sig i retning af borgerkrig. Gbagbos regering havde således fra 2002 ikke kontrol over den nordlige del af landet.

Gbagbos nationalistiske kurs er kommet til udtryk i en fjendtlig linje både over for indvandrere fra andre afrikanske lande og over for den tidligere kolonimagt, Frankrig.

Ved valget i 2010 tabte Gbagbo i anden valgrunde til udfordreren Alassane Ouattara; Gbagbo fik dog mere end 45% af stemmerne. Gbagbo nægtede at anerkende resultatet, og landet blev kastet ud i en blodig konflikt mellem tilhængerne af de to ledere. Ouattara blev internationalt anerkendt som præsident, og efter hårde kampe omkring præsidentpaladset i Abidjan blev Gbagbo i april 2011 arresteret af Ouattaras tropper hjulpet af FN og Frankrig og anklaget ved Den Internationale Straffedomstol i Haag. Sagen mod ham blev indledt i 2016.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig