Laura Ashley

Faktaboks

Laura Ashley
Født
1925
Død
1985

Artikelstart

Laura Ashley, født Laura Mountney, 1925-1985, walisisk designer, som kombinerede det nostalgisk smukke og romantiske design med naturmaterialer og egne indfarvninger. Hun startede i 1953 med at producere hovedtørklæder i Audrey Hepburn-stil (kendt fra filmen Prinsessen holder fridag, 1953). I 1968 åbnede hun og hendes mand, Bernard Albert Ashley, egen butik i London; Laura Ashley stod i 1960'erne for vide, ankellange bomuldskjoler, i 1970'erne kjoler med flæser, høje kraver og pufærmer. Succesen var så stor, at de i 1974 åbnede butikker i Paris og San Francisco, og i løbet af 1970'erne voksede Laura Ashley sig til en verdensomspændende succes; i 1979 udvidede firmaet med en linje af boligtekstiler. Laura Ashley anvendte indtil 1980'erne kun stoffer i ren bomuld, ofte påtrykt blomster eller tern, inspireret af mønstre fra 1700- og 1800-t. Hendes designs omfatter ud over boligtekstiler som tapeter, duge og lampeskærme også parfume og modetøj.

I 1991 overgik firmaets ledelse til amerikaneren Dr. Jim Maxim, der sammen med sin kone, Shoshana Zuboff, effektiviserede dets arbejdsgange og udvidede til omtrent 500 butikker på verdensplan. I 1990'ernes slutning oplevede Laura Ashley, efter 40 år i branchen, en krise, der delvist blev afhjulpet med skabelsen af en børne- og en møbellinje. I 1998 fik MUI Asia Limited aktiemajoriteten over Laura Ashley, og i 2006 tegnes firmaets profil primært af bolig- og møbellinjen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig