Latinamerika - litteratur

Latinamerika - litteratur, Med spaniernes og portugisernes kolonisering af Syd- og Mellemamerika opstod en righoldig krønikelitteratur, der beskriver den nye verdens natur og mennesker. I begyndelsen var der tale om europæiske krønikeskrivere, menige soldater og gejstlige, senere også om indianske, der havde lært sig koloniherrernes sprog. Krønikerne er kolonitidens eneste prosa, bl.a. fordi den spanske krone forbød import af de populære ridderromaner, der mentes at kunne demoralisere indianerne.

Der var således ikke baggrund for udviklingen af en romangenre som i samtidens Europa. Kolonitidens frembringelser inden for lyrik og drama er med få bemærkelsesværdige undtagelser en bleg afglans af europæisk litteratur.

Efter uafhængighedskrigene i 1800-t. begyndte de latinamerikanske lande at udvikle selvstændige litteraturer i opposition til de tidligere kolonimagters, dog ofte med en ukritisk orientering imod strømninger og modefænomener i Europa, i særdeleshed Frankrig.

I løbet af århundredet dannedes der en række litterære grupper med det formål at stimulere moderne nationallitteraturer og diskutere deres forudsætninger og mål. De første latinamerikanske romaner så dagens lys, og i den spansksprogede lyrik blev den symbolistisk inspirerede modernisme med nicaraguaneren Ruben Darió som grundlægger en banebrydende bevægelse bort fra en stivnet spansk tradition. Den bør ikke forveksles med den portugisisksprogede, brasilianske modernisme, der opstod i 1920'erne og var futuristisk orienteret.

I 1900-t. sker der en eksplosiv udvikling i latinamerikansk litteratur, bl.a. under indflydelse af politiske omvæltninger. Den manifesterer sig i alle genrer og med vidt forskellige temaer og æstetiske udtryk, der præges af forfatternes forankring i de etnisk forskelligartede kulturer og af deres individuelle internationale orienteringer.

En del latinamerikanske forfattere opholdt sig i Paris i 1920'erne og 1930'erne og vendte hjem med inspiration fra europæisk surrealisme. Andre havde nordamerikanske forbilleder som William Faulkner og John Dos Passos.

Menneskets kamp mod naturen, politisk korruption, vold og racisme er nogle af de overordnede romantemaer, der ofte udfolder sig i den såkaldte magiske realisme, hvor virkelighed, myte og magi eksisterer side om side, som det fx ses hos brasilianeren Mário de Andrade og de to nobelpristagere, colombianeren Gabriel García Márquez og guatemalaneren Miguel Ángel Asturias. Anfægtelsen af rationalitet og orden er et karakteristisk træk i moderne latinamerikansk litteratur og kommer også til udtryk i argentineren Jorge Luis Borges' filosofiske noveller og essays, hvor selve fiktionen ofte er emnet.

Inden for lyrikken dyrkes mangfoldige retninger, fra det politisk agitatoriske til det raffineret formeksperimenterende digt. Peruvianeren César Vallejo, den mexicanske nobelpristager Octavio Paz og den chilenske nobelpristager Pablo Neruda er eksempler på skelsættende fornyere af det lyriske udtryk. Også den dramatiske genre oplever en blomstring, ikke mindst i Chile, Argentina og Mexico, hvor den dramatiske tradition er stærk. Ibsen, Brecht og fransk absurdisme har været vigtige inspirationskilder, men i øvrigt fremstilles eksistentielle og politiske temaer i stærkt varierende og originale former.

Latinamerikansk litteratur omfatter ud over litteratur, der skrives i Latinamerika, en række værker af forfattere, der er bosat permanent eller midlertidigt i udlandet. I USA eksisterer der således en ganske omfattende spansksproget litteratur, forfattet af puertoricanske og mexicanske indvandrere, der behandler sammenstødet mellem latinamerikansk og nordamerikansk kultur.

Med 1960'ernes såkaldte boom blev latinamerikansk litteratur med ét genstand for intens international opmærksomhed. En lang række værker er blevet oversat, også til dansk, ligesom latinamerikansk dramatik i oversættelse har fundet vej til danske scener.

Læs videre om teater i Latinamerika eller læs om Latinamerika generelt.