Lassen Volcanic National Park, (efter P. Lassen), naturpark i Cascade Range i det nordlige Californien, USA; oprettet 1916, 430 km2. Største attraktion er vulkanen Lassen Peak (3187 m), som efter en hvileperiode på ca. 300 år igen var aktiv 1914-21 med det største udbrud i 1915.

I denne periode forekom ca. 150 større og mindre, eksplosive udbrud med store mængder aske og kun lidt lava. Nogle af udbruddene gav voldsomme askestrømme, der på snedækkede områder forårsagede smeltevands- og mudderstrømme, der dækkede dalområder op til 20 km fra vulkanen. Parken indeholder varme kilder, udblæsninger (fumaroler), gejsere og svovlkilder. Den vulkanske aktivitet, der begyndte for 600.000 år siden, antages at stå i forbindelse med dannelsen af et granitlegeme dybt under overfladen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig