Las Médulas.
Udsigt over den romerske guldmine ved Las Médulas.
Las Médulas.
Licens: CC BY SA 3.0

Las Médulas er en lokalitet i provinsen León i den nordvestlige del af Spanien, hvor man ser den voldsomme indvirkning, som antikkens romerske minedrift havde på landskabet. I denne egn fremstår landskabet generelt kuperet, frodigt og grønt, men ved Las Médulas er bjergmassivet ituslået og gennemboret af gange, og det fremstår som rå orangerød klippe. Den brudte klippe skyldes romersk guldminedrift.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er pluralis bestemt form af et ord, der kommer af latin metula 'kegle, (lille) pyramide'; det enslydende spanske ord médula 'marv' er ubeslægtet.

Den romerske forfatter og videnskabsmand Plinius den ældre (23/24-79 e.v.t.) var prokurator i provinsen Hispania Tarraconensis, hvor Las Médulas ligger. I sit skrift Naturalis historia beskriver han guldminedrift. Først blev klippen gennemboret af gange, hvorefter vand, som var opsamlet ved hjælp af akvædukter, blev sluppet fri og bragede gennem gangene. Trykket fra vandet bortsprængte og pulveriserede klippesiderne, hvorfra guldet kunne udvaskes.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig