Faktaboks

Lars Rohde
Født
21. marts 1954, Aarhus

Lars Rohde er en dansk økonom og nationalbankdirektør.

Karriere

Lars Rohde blev cand.oecon. 1980 fra Aarhus Universitet. Efter en kort periode som forskningsrådsstipendiat blev han i 1981 ansat som økonom i Arbejdernes Landsbank. I 1982 skiftede han til et økonomjob i Danmarks Nationalbank, hvor han var indtil 1985, inden han blev ansat i Lægernes Pensionskasse, 1988-89 som administrerende direktør.

I 1989 kom Lars Rohde til Realkredit Danmark, hvor han i 1997 blev viceadministrerende direktør. I perioden 1998-2013 var han direktør for ATP. Som leder af ATP var han en ambitiøs direktør, der blev anerkendt for sin brede finansielle indsigt og erfaring og bl.a. udnævnt til Årets Leder i 2011. I samme periode blev ATP desuden kåret til Europas bedste pensionsselskab 2009.

Direktør for Nationalbanken

I 2013 overtog han posten som formand for direktionen i Danmarks Nationalbank efter Nils Bernstein. Samtidig blev han født formand for det nyoprettede Systemiske Risikoråd, der blev stiftet på baggrund af finanskrisens erfaringer for at styrke den makroprudentielle regulering i Danmark. I Rohdes tid som nationalbankdirektør modstod banken et kraftigt opadgående pres mod kronekursen og dermed Danmarks fastkurspolitik i 2015. Nationalbanken indførte også i en årelang periode negative renter, som flere gange bevirkede, at Nationalbanken havde verdens laveste pengepolitiske renteniveau.

I september 2022 meddelte Lars Rohde, at han ønskede at fratræde som nationalbankdirektør ved udgangen af januar 2023.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig