Lars Korvald, 1916-2006, norsk politiker, statsminister 1972-73. Lars Korvald var medlem af Stortinget for Kristelig Folkeparti 1961-81, partiformand 1967-75 og 1977-79 samt leder af Stortingsgruppen 1965-72 og 1973-81. Da den socialdemokratiske regering i 1972 gik af, efter at folkeafstemningen om norsk EF-medlemskab var endt med et flertal af nejstemmer, dannede Korvald en regering, der også omfattede EF-modstandere fra Senterpartiet og Venstre. Den indgik en handelsaftale med EF i 1973, men måtte gå af efter stortingsvalget samme år. 1981-86 var Korvald fylkesmand i Østfold.