Lars Johan Hierta, 1801-1872, svensk forlægger og politiker. Hierta grundlagde i 1830 avisen Aftonbladet, Sveriges første moderne avis og organ for den fremvoksende borgerlige middelklasse; han solgte den i 1851. Han var 1828-58 medlem af Riksdagen for adelstanden, 1859-66 for borgerstanden og fra 1866 medlem af Andra Kammaren. Som politiker og bladmand kæmpede Hierta for ytringsfrihed, afskaffelse af privilegier, udvidelse af valgretten, næringsfrihed og for kvinders rettigheder. Han ejede desuden et forlag og var engageret i anden erhvervsvirksomhed; han blev overordentlig velhavende.