Faktaboks

Lars Gustafsson
Født
17. maj 1939
Død
3. april 2016
Lars Gustafsson til Stora Läsardagen i Kulturhuset i Stockholm den 13. oktober 2012.

Lars Gustafsson var en svensk forfatter, fil.dr. i sprogfilosofi og siden 1983 professor ved universitetet i Austin, USA. Han var redaktør af Bonniers Litterära Magasin 1962-1972, litteraturkritiker ved Expressen 1961-1980 og siden 1981 ved Svenska Dagbladet.

Det store og rige forfatterskab omfatter lyrik, romaner, noveller samt litterære og filosofiske essays. Digtene siden den første samling, Ballongfararna (1962), var enkle, tænksomme, kulminerende med Kärleksförklaring till en sefardisk dam (1970), som er ét langt ræsonnerende, fortællende digt, der opsamler en subjektivt sorteret kulturverden. Gustafsson fornyede gammelt formsprog med bl.a. Sonetter (1977) og de filosofiske digte Artesiska brunnar cartesianska drömmar (1980), hvor blændende diskurser indgår forbindelse med naturen i hans Västmanland. I 1980 kom samlede digte 1950-80: Ur bild i bild.

Han vakte først opmærksomhed som romanforfatter efter prosadebuten Vägvila (1957). Et hovedværk er romansuiten Sprickorna i muren (samlet i ét bind 1984) bestående af Herr Gustafsson själv (1970), Yllet (1973, da. Uld, 1974), Familjefesten (1975, da. 1976), Sigismund (1976, da. 1977) og En biodlares död (1978, da. s.å.). Med Lars som gennemgående hovedperson skildres kritisk det moderne Sveriges sociale udvikling, offentligt hykleri, magtmoral på individets og demokratiets bekostning til skade for den almindelige begrebsdannelse. Varm humor, spydighed og djævelsk satire mødes i denne intellektuelle fabulant og mystikers verdenssucces Bernard Foys tredje rockad (1986, da. 1987), en dybsindig og polemisk spændingsroman om en ung amerikansk rabbiners færd fra Stockholm til Paris, hvorunder han spindes ind i et net af storpolitiske og kriminelle intriger, som anfægter selve den moderne eksistens. Fantastik og realisme blandes effektivt, Baudelaires digte og Velfærdssverige, Nato og menneskenaturen.

Mylderet af idéer genfindes i hans noveller, tre bind forenet i Samlade berättelser (1987, da. kun Lykkelige mennesker, 1983) og i hans litterære og filosofiske essayistik, der ligeledes forener lærdom og lethed. I korte, metafysiske romaner i 1990'erne skildres med voksende uro det anede selvbedrag som ikke privat, men globalt, En kakelsättares eftermiddag (1991, da. Endeløs torsdag, 1992), Historien med hunden (1993) og Tjänarinnan – en kärleksroman (1996, da. 1998). Forskellige fortællestrukturer afprøves samtidig med, at det amerikanske samfund får en fremtrædende placering i skildringen, således i den amerikanske trilogi: Historien med hunden (1993, da. 2000), Windy berättar (1999, da. s.å.) og Dekanen (2003, da. s.å.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig