Lanzhou

Artikelstart

Lanzhou, Lanchow, hovedstad i Gansuprovinsen i det nordvestlige Kina; 1,7 mio. indb. (2002). Den langstrakte by ligger på begge sider af Huang Hes (Den Gule Flods) øvre løb, hvor floden kommer ned fra bjergene. Byen ligger som et naturligt knudepunkt mellem løssplateauet mod øst, Ningxia-flodsletten mod NØ, Gansu-korridoren mod NV og Det Tibetanske Plateau mod vest.

Under 1. femårsplan (1953-57) påbegyndtes Lanzhous moderne udvikling i form af omfattende tilflytning, jernbanebyggeri og etablering af fabrikker. Den betydelige industri domineres nu af sværindustri med udsmeltning af kobber og aluminium, uranberigelse, cementfabrikation, olieraffinering, petrokemisk industri og maskinindustri.

Også traditionelle forbrugsvarer har fået deres moderne varianter med fremstilling af uldtekstiler og lædervarer. Lanzhou rummer adskillige moskéer for den muslimske hui-befolkning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig