Faktaboks

Sogn
Langskov Sogn
Provsti
Hedensted Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Hedensted Kommune

Langskov Kirke er en landligt beliggende nyromansk kirke lidt syd for Ølholm, ca. 12 kilometer nord for Vejle.

Den gamle Langskov Kirke

Langskov Kirke er ikke den første på sin plads. Tværtimod lå der indtil 1880 en kirke fra romansk tid. Beslutningen om at nedrive kirken fulgte et ret typisk forløb, som kendes fra andre kirker i slutningen af 1800-tallet. I starten af 1870’erne stod kirken foran store reparationsarbejder. Dette ville blive dyrt, og samtidigt steg byens befolkningstal. I stedet kunne pengene lige så godt bruges på en ny kirke, også fordi man mente, at den gamle kirke ikke ville kunne gøres ”hyggelig” lige meget hvad man gjorde ved den. I marts af 1880 påbegyndte man derfor nedrivningen af den gamle kirke.

Kirkebygning

Den nuværende Langskov Kirke er opført i 1880 efter tegning af arkitekten Tage Olivarius (1847-1905), som i perioden stod for opførelsen af adskillige nye kirker, f.eks. den nærliggende Uldum Kirke. Langskov Kirke, som er bygget af røde mursten, består af et kor, et skib og et tårn med indgangsparti i vest.

Kirken

Typisk for sin tid er kirken opført i nyromansk stil, dvs. inspireret af kirkearkitektur fra romansk tid, i Langskovs tilfælde specifikt senromansk tid (ca. 1200-1275). Dette kommer særligt til udtryk i de rundbuede vinduer og i den omfattende brug af rundbuefriser som dekorativt element på murene. Det lille tårn i vest har øverst et saddeltag med gavle i øst og vest, som er udsmykket med hver fem rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher. Et meget typisk træk for 1800-tallets kirkearkitektur er placeringen af kirkens indgang i en stor portal mod vest, hvor man i middelalderen ellers som regel placerede dørene i skibets nord- og sydmur.

Kirkens indre

Indvendigt fremstår kirken som et typisk nyromansk rum med enkle hvide murflader og et mørkt bræddeloft. I øst danner korbuen visuel ramme om alterpartiet.

Inventar i Langskov Kirke

Størstedelen af kirkens inventar er overført fra den gamle kirke, og udgøres blandt andet af en døbefont fra romansk tid, et korbuekrucifiks og en tidligere altertavle fra 1400-tallet, en prædikestol fra 1600-tallet og en altertavle fra 1800-tallet.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med to udhuggede løver i profil og et livstræ. Under hovedmotivet ses en frise med liljer og korsblomster.

Korbuekrucifiks og tidligere altertavle fra 1400-tallet

I kirken findes også et korbuekrucifiks fra omkring 1475. Selve korset er dog i rokokostil, og er en nyere tilføjelse fra ca. 1750.

En stor, sengotisk altertavle fra ca. 1475-1500 er i dag opsat på skibets nordmur. Den er opbygget som et skab med låger. I midtskabet står tre store figurer, i midten Jomfru Maria med barnet omgivet af Sankt Erasmus og Sankt Jørgen til hhv. venstre og højre. I lågerne er der mindre figurer af de 12 apostle. Topstykket er i akantusbarokstil, og er en tilføjelse fra ca. 1700-1725.

Prædikestol fra 1600-tallet

Prædikestolen er fra 1636. Den er opbygget af tre fag, som er adskilt af fritstående udskårne søjler. Søjlerne er, ligesom meget af det øvrige træværk, marmoreret, dvs. malet så det ligner marmor.

Altertavle fra 1800-tallet

Altertavlen udgøres af et maleri fra 1868 forestillende Kristus i Emmaus.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig