Landeshoheit, (ty. 'landshøjhed'), de tyske enkeltstaters beføjelser og privilegier i forhold til Det Tysk-romerske Rige.
Siden 1300-t. havde landsherrerne (kurfyrsterne) fået stigende suverænitet på en række områder; de blev dog først formelt anerkendt ved Den Westfalske Fred 1648, hvorved landsherrerne hævdede deres selvstændighed over for kejsermagten.
Ligeledes fastsatte landsherrerne gennem Landeshoheit territorialgrænserne mellem de enkelte staters grevskaber. Landsherrerne havde dog stadig en række forpligtelser over for kejseren, bl.a. betaling af skatter og fælles juridiske myndigheder, ligesom de skulle mønstre soldater på kejserens befaling.
Disse rettigheder overgik først til landsherrerne ved Det Tysk-romerske Riges opløsning i 1806, hvorved fuld suverænitet for de tyske enkeltstater var en realitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.