Landbrug & Fødevarer, Kvæg, indtil 2010 Dansk Kvæg, kvægfaglig og kvægpolitisk organisation, stiftet i 2002 af basisorganisationerne Dansk Familielandbrug, Dansk Kvægavl, Kødbranchens Fællesråd, Landboforeningerne og Mejeriforeningen.

Dansk Kvæg overtog de beføjelser, der tidligere lå i Landsudvalget for Kvæg, Økonomiudvalget - Kvæg, bestyrelsen for Kvægbrugets Forsøgscenter, Overvågningsudvalget for Smitsomme Kvægsygdomme og Mejeribrugets Kvoteudvalg.

Landbrug & Fødevarer, Kvæg er talerør for erhvervsøkonomiske og -politiske holdninger vedrørende kvæg og varetager opgaver vedrørende råvarekvalitet og fødevaresikkerhed ud fra en markedsorienteret betragtning. Organisationen udformer oplæg og retningslinjer for de tværfaglige aktiviteter, der fortsat udføres i basisorganisationerne, samt formulerer, prioriterer og koordinerer forskning, forsøg, udvikling, rådgivning og service i relation til primærproduktionen. Se også Landbrug & Fødevarer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig