Lancaster, by i NV-England ved floden Lunes udløb; 48.100 indb. (2011). Byen regnes for hovedby i Lancashire, selvom amtets administrative centrum ligger i Preston. Grundlæggelsen af Lancaster dateres til 1200-t., hvorfra også byens slot stammer. Det fungerer i dag som retsbygning og fængsel. Byen, der med sin tekstilindustri havde storhedstid i 1700-1800-t., har stadig mange velbevarede ældre bygninger og væverier, der dog nu er af mindre betydning.

Fremstilling af landbrugsmaskiner samt plast- og møbelindustri er Lancasters erhvervsmæssige tyngdepunkt. Byen, der har katolsk domkirke og universitet (1964), er centrum i et stort landbrugsområde og har et af de største kvægmarkeder i NV-England.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig