Laker Airways

Artikelstart

Laker Airways, tidl. britisk lavprisflyselskab, der opererede 1966-82; grundlagt af Freddie Laker (1922-2006).

Laker Airways revolutionerede luftfartsindustrien med sine lavprisrejser. Selskabet er især kendt for Skytrain fra 1977, hvor transatlantiske rejser, som ikke kunne reserveres på forhånd, og hvor alle overflødige services var sparet væk, blev tilbudt til under halvdelen af de veletablerede flyselskabers priser. I 1980 ansøgte Freddie Laker om at udvide Skytrain til at dække Hongkong, men fik afslag.

På grund af luftfartens krise i begyndelsen af 1980'erne og konkurrenternes sænkning af priserne, kom Laker Airways i økonomiske vanskeligheder og gik 1982 konkurs med en gæld på 270 mio. pund. Efterfølgende afgjorde en britisk domstol, at de store flyselskaber havde solgt deres rejser til underbudspriser for at udkonkurrere Laker Airways.

Freddie Lakers ideer er siden blevet videreført af lavprisselskaber som easyJet og Ryanair.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig