Faktaboks

Lajos Kossuth

Lajos Kossuth de Udvard et Kossuthfalva

Født
19. september 1802
Død
20. marts 1894

Lajos Kossuth var en ungarsk politiker og revolutionsleder; far til Ferenc Kossuth.

Kossuth begyndte sin politiske virksomhed som rigsdagskorrespondent. Han blev pga. sine åbenmundede referater arresteret i 1837 og i 1839 idømt fire års fængsel. Efter sin løsladelse i 1840 ved en amnesti blev Kossuth reformbevægelsens ubestridte leder. Han blev chefredaktør for den vigtigste avis Pesti Hirlap, hvori han talte for sit program: ophævelse af livegenskabet og fratagelse af adelens privilegier. Han støttede sig især til lavadelen, men hans endelige mål var at skabe en stærk middelklasse. Han anså Ungarns politiske selvstændighed for den vigtigste forudsætning for de nødvendige sociale og økonomiske forandringer.

I 1847 blev Kossuth valgt til Rigsdagen, som anbefalede hans vidtgående reformforslag, og kejser Ferdinand 1. gav efter, presset af revolutionsstemningen. Kejseren udnævnte i marts 1848 den første uafhængige ungarske regering under Lajos Batthyány, hvor Kossuth fik finansministerposten; Batthyány trådte tilbage i oktober samme år, hvorpå Kossuth blev rigsforstander. I kraft af hans agitation lykkedes det at rejse et ungarsk landeværn, honvédsereg, og efter en succesfuld indsats mod østrigerne erklærede Kossuth i april 1849 huset Habsburg-Lothringen for afsat. Kossuth opildnede folket til videre modstand, men måtte overgive magten til general Görgey, der i august 1849 betingelsesløst kapitulerede. Kossuth flygtede til Tyrkiet og tilbragte resten af sit liv i eksil i bl.a. Storbritannien og Italien. I 1895, året efter hans død, blev hans jordiske rester bragt til Ungarn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig