Laguna Madre, system af strandsøer langs Den Mexicanske Golf, der strækker sig fra Port Arthur i Texas til La Pesca i Mexico; ca. 800 km. Navnet benyttes især om den sydlige halvdel, der afgrænses af meget smalle barriereøer, bl.a. den næsten 200 km lange Padre Island. Mange floder udmunder i systemet og holder saltindholdet lavere end i golfen. Det giver gode betingelser for fiskeopdræt, skaldyrsproduktion og et artsrigt fugleliv.