Laetoli, fossillokalitet i det nordlige Tanzania. Under ledelse af Mary Leakey gennemførtes i 1974-79 udgravninger i geologiske lag, der dækker perioden 4,3 mio. år til 100.000 år før nu, dvs. fra Tidlig Pliocæn til sidst i Pleistocæn. De vigtigste fund er tidlige (3,7-3,5 mio. år gamle) hominider, bl.a. typeeksemplaret for Australopithecus afarensis: en velbevaret underkæbe, kendt som LH4. I 1978-79 blev i ca. 4 mio. år gammel, størknet vulkansk aske fundet fodspor, der er de ældste beviser på tobenet gang hos hominider. Ud fra talrige knogler og fossile spor fra andre pattedyr kan det udledes, at de tidlige hominider levede i et miljø med savanne og åben skov. Ved den nærtliggende lokalitet Ngaloba er fundet et kranium af en arkaisk Homo sapiens. Se også Homo.