Lady Macbeth fra Mtsensk

Lady Macbeth fra Mtsensk, russ. Ledi Makbet Mtsenskovo uyezda, opera i fire akter af Dmitrij Sjostakovitj med libretto af komponisten og Aleksandr Preis (1905-1942) efter en novelle af Nikolaj Leskov (1831-95).

Operaen var fra Sjostakovitjs side tænkt som første del af en trilogi/tetralogi af operaer om kvindeskæbner i forskellige perioder af den russiske historie. Lady Macbeth fra Mtsensk blev uropført i Moskva i 1934 og fik stor succes både i Rusland og Vesten, indtil den i januar 1936 på Josef Stalins foranledning blev fordømt i en anonym artikel i partiavisen Pravda. Komponisten opgav derefter sin oprindelige idé og skrev ikke flere operaer i sit liv.

Efter Stalins død 1953 blev operaen omarbejdet (1956-62), men blev først sat op i sin nye version i Moskva 1963 som Katerina Ismajlova, en titel, der i øvrigt allerede var blevet brugt ved den danske premiere på Det Kongelige Teater i oktober 1936.

Siden 1970'erne har man i Vesten brugt den oprindelige version ved opførelser af operaen; i Rusland den reviderede version.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig