Faktaboks

Sogn
Lading Sogn
Provsti
Favrskov Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Favrskov Kommune

Lading Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid. I 1800-tallet undergår kirken en stor ombygning, som involverer en ombygning af koret og tårnet, og som omformer kirken til den bygning, vi ser i dag. Fra 1600- til 1900-tallet tilhørte kirken grevskabet ved Frijsenborg Slot.

Kirken ligger i landsbyen Lading, ca. 15 km nordvest for Aarhus.

Kirkebygning

Kirken består i sin kerne af et kor og skib fra romansk tid samt underdelen af et senmiddelalderligt tårn mod vest. Kirken i dag er dog stærkt præget af den store ombygning i 1861-1862, hvor koret blev nyopført med tegl og nyt hvælv og tårnpartiet i vest blev inddraget i kirkerummet, og en muret tagrytter erstattede tårnets klokkefunktion.

I dag står kirken i blank mur med synlige byggematerialer med undtagelse af kirkens ældste del, skibet, som er hvidkalket, mens taget er belagt med skifer.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Lading Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Kirkens grundplan har i bygningens tidligste tid været den traditionelle, romanske med skib og et lidt smallere kor mod øst.

Om- og tilbygninger

Tårnet, hvoraf kun den nederste del er bevaret, er kommet til i senmiddelalderen og bygget af gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten. Under kirkens ombygning inddrog man tårnrummet, så kirkerummet fik ubrudte, glatte vægflader.

Under kirkens store ombygning 1861-1862 blev koret ombygget til den bygning, man ser i dag. Her kom murene med hjørne- og endemurpiller, såkaldte lisener, til og det nuværende kuppelagtige ottedelte hvælv opførtes.

Det nuværende våbenhus fra 1852 erstattede et formodentligt senmiddelalderligt samme sted. Gavlen prydes af et blændingskors og en stor, rundbuet dørportal.

Kalkmalerier i Lading Kirke

Den kalkmalede dekoration i koret er fra 1909, men tager sin inspiration i middelalderlige kalkmalerier fra egnens andre kirker med dekorationer på hvælvets ribber bestående af sparrer, planteornamentik og cirkel- og bueslag.

Inventar i Lading Kirke

Flere af inventarstykkerne i Lading Kirke blev, ligesom kirken, omdannet under hovedrestaureringen i 1800-tallet. Både altertavlen og prædikestolen, begge fra renæssancen, blev begge omdannet i den forbindelse.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den enkle kummes eneste dekoration er en rundstav ved mundingen. Fonten står i skibets nordøsthjørne.

Inventar fra renæssancen

Altertavlen fra omkring år 1600 er af såkaldt baldakintype, men er kraftigt omdannet i 1800-tallet, hvor tavlen også bliver udstyret med nye oliemalerier, i midten den opstandne Kristus, mod nord kong David og mod syd Moses med lovens tavle.

Prædikestolen fra 1650 består af fem fag med arkader og på hjørnerne kvindelige hermer. Arkademalerierne med blomstermotiv i guld med grønne blade på lyseblå baggrund er udført i starten af 1900-tallet. Lydhimlen over stolen er ottekantet og med Jesusmonogram på undersiden.

Gravminder

Indsat i korets nordmur ses en gravsten fra 1625-1650 opsat over et ukendt ægtepar. Stenen hører til en gruppe, som især er repræsenteret i Aarhus Domkirke, og formentligt udført af samme værksted med den opstandne Kristus som hovedmotiv.

Indmuret i våbenhusets østmur ses også en ældre gravsten. Denne er fra 1688 men med sekundær indskrift fra 1883. I en flad niche står en sæbebobleblæsende engel samt et kranium over knogler.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig