Laacher See, sø 20 km vest for Koblenz i den tyske delstat Rheinland-Pfalz; 3,3 km2. Laacher See i den østlige del af den kvartære vulkanprovins Eifel er omgivet af mange vulkanske bjergtoppe. Den er områdets største calderaagtige bækken og er opstået ved en voldsom vulkaneksplosion 9100 f.Kr.

Søen fik sin nuværende udformning ved indsynkning under sidste istid; dengang udspyedes også de store mængder af pimpsten, der i dag udnyttes som bygningsmateriale og giver anledning til konflikter mellem udnyttelses- og fredningsinteresser.

Laacher See forsynes med vand fra en kraftig grundvandsstrøm. Siden 1926 har Laacher See været en del af et naturbeskyttelsesområde, hvor vandsport er tilladt. Ved søen ligger klosteret Maria Laach med en berømt valfartskirke.

Læs også om Rheinland-Pfalz.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig