La belle époque, (fr. 'den skønne tid'), perioden omkring år 1900 i Frankrig, specielt i Paris, som var præget af en omfattende byggeaktivitet omkring de store boulevardanlæg og af et blomstrende kultur- og forlystelsesliv.
Byen trak mennesker til sig fra hele verden, bohemer som borgerlige, og her blev de store verdensudstillinger afholdt i 1889 og 1900.
I denne brydningstid blev der eksperimenteret inden for alle kunstarter, reaktionerne på 1800-tallets udlevede traditioner — repræsenteret af bl.a. Salon-udstillingerne — satte ind, og der udfoldede sig et hektisk teater-, café- og danseliv.
Det blev levende skildret af bl.a. forfatteren Marcel Proust og af maleren Henri de Toulouse-Lautrec, der selv tilbragte megen tid på byens mange bordeller og danseetablissementer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.