LO

Organisationen forhandler Hovedaftalen direkte med sin modpart, Dansk Arbejdsgiverforening, mens de tilbagevendende forhandlinger om fornyelse af de kollektive overenskomster i nogle perioder af fagforbundene har været delegeret til LO, i andre perioder, herunder de sidste 15-20 år, har været forestået af fagforbundene selv eller af karteller. LO's mere tilbagetrukne rolle i de senere år skal dog ses i lyset af, at LO spiller en væsentlig rolle, hvis parterne ikke kan enes, og forhandlingerne derfor må overgå til Forligsinstitutionen.

LO repræsenterer endvidere lønmodtagersiden i alle sager i Arbejdsretten, der omhandler overenskomstbrud mv. Alt i alt er beslutningskompetencen således kun svagt centraliseret, idet et forbund fx kan indgå overenskomst uden LO's godkendelse.

Ud over denne faglige rolle forestår LO fagbevægelsens tætte forbindelse til Socialdemokratiet. Tidligere var denne forbindelse formaliseret, idet LO havde to repræsentanter i Socialdemokratiets hovedbestyrelse og vice versa, men i midten af 1990'erne er de formelle forbindelser ophørt. LO yder dog stadig betydelig økonomisk støtte til Socialdemokratiet.

Herudover varetager LO mere generelt rollen som fagbevægelsens talerør over for offentlighed og politikere mv., og LO står for meget af fagbevægelsens internationale arbejde, herunder medlemskaber af internationale faglige sammenslutninger, fx af det europæiske LO, ETUC.

Antallet af medlemmer i LO's medlemsforbund har været kraftigt stigende op gennem 1990'erne, men er derefter stagneret og siden faldet. I 2014 var der 866.950 medlemmer; heraf var 49 procent kvinder.

Den tidligere stigning var udtryk for en voksende arbejdsstyrke, for stigende organisationsgrad blandt lønmodtagerne samt for det forhold, at de lavere funktionærgrupper i meget høj grad er organiseret i fagforbund under LO, først og fremmest HK.

Ikke desto mindre har den stigende andel af funktionærer blandt lønmodtagerne betydet, at LO i 2000'erne er nede på at organisere ca. 50 procent af alle fagligt organiserede, idet nogle funktionærgrupper enten står i forbund, der er medlemmer af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, eller Akademikernes Centralorganisation, AC, eller står helt uden for hovedorganisationerne.

Pga. det tætte partipolitiske bånd til Socialdemokratiet har LO ikke kunnet omfatte fagforbund for en række funktionærgrupper. Da funktionærernes andel af arbejdsstyrken og deres faglige organisationsgrad er vokset kraftigt, har LO's andel af samtlige fagligt organiserede som konsekvens heraf været faldende.

Fordi det i 1932 lykkedes at optage HK, et forbund, som siden er vokset til et af Danmarks største, og fordi LO i de seneste årtier har optaget en række mindre fagforbund, både for arbejdere og funktionærer, som hidtil enten har stået uden for hovedorganisationerne eller har været medlem af FTF, har LO dog kunnet begrænse denne faldende tendens.

LO har sin historiske oprindelse i de faglige organisationer, der fra 1871 blev opbygget som en del af den socialistiske bevægelse i Danmark. I 1886 etableredes De Samvirkende Fagforeninger i København som et koordinerende organ, der efterhånden også inddrog faglige aktiviteter uden for hovedstaden. Organisationens formand, Jens Jensen, blev også formand, da en stor del af fagforbundene i 1898 sluttede sig sammen i De Samvirkende Fagforbund.

Som afslutning på en meget omfattende arbejdskonflikt i 1899 vedtog lønmodtagerside og arbejdsgiverside Septemberforliget, der indebar en gensidig anerkendelse af organisations- og konfliktret og fastlagde retningslinjer for arbejdsmarkedets funktion. Disse blev i 1910 udbygget med oprettelsen af Forligsinstitutionen og Den Faste Voldgiftsret, siden 1964 Arbejdsretten.

Efter enkelte tilbageslag i begyndelsen af 1900-tallet og i 1920'erne har den faglige landsorganisation oplevet konstant vækst i medlemstallet og inddraget stadig flere arbejdergrupper under organisationen. Efter en kulmination på 70 medlemsforbund omkring 1960 er der sket en drastisk reduktion som følge af dels nogle fags forsvinden, dels sammenlægninger.

Indtil midten af 1980'erne var organisationen den centrale forhandlingsorganisation i forhold til arbejdsgiverne, og der blev under højkonjunkturen og velfærdsstatens opbygning i 1950'erne og fremefter opnået betydelige resultater mht. højere løn, nedsættelse af arbejdstid og forlængelse af ferie.

Perioden blev præget af stærke formænd, bl.a. Eiler Jensen, formand 1943-1967, og Thomas Nielsen, formand 1967-1982. Under Finn Thorgrimsons formandskab 1987-1996 skete der en decentralisering af LO's forhandlingskompetence. Hans Jensen blev valgt til formand i 1996, Harald Børstingi 2007.

Lizette Risgaard blev valgt som formand i 2015 og blev den sidste formand. Lizette Risgaard fortsatte som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

• fagforening
• FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation)

• FH om fusionen