L.P. Larsen, Lars Peter Larsen, 1862-1940, dansk missionær og teolog. Han blev i 1889 udsendt af Det Danske Missionsselskab til Madras (nuv. Chennai) og var virksom i Sydindien i mere end 40 år. I 1899 blev han leder af KFUM's studenterhjem i Madras, og i forbindelse hermed trådte han ud af Det Danske Missionsselskab. I 1910-24 var han professor i Det Gamle Testamente og religionshistorie ved United Theological College i Bangalore; i 1924-33 forestod han revisionen af den tamilske bibeloversættelse.