L.D.-processen, (efter Linz-Donawitz-stålværkerne i Østrig), Basic Oxygen Furnace, BOF, metode til storindustriel fremstilling af flydende stål i en iltblæst konverter. Processen udvikledes 1948-49 af Robert Durrer i Schweiz og omsattes kort efter i praksis på Linz-Donawitz-stålværkerne. L.D.-processen gennemføres i en basisk foret digel, der noget ligner Bessemer- og Thomaskonverteren. Konverteren fyldes med flydende råjern fra en højovn, hvorpå en meget kraftig stråle (jet) af ilt gennem en vandkølet lanse blæses lodret ned mod smeltens overflade. Ilten trænger gennem overfladens slaggelag og danner et krater i smelten, hvilket medfører en kraftig omrøring. Ilten reagerer med råjernets indhold af silicium, mangan og kulstof under stærk varmeudvikling. Smeltens temperatur stiger, samtidig med at den friskes og omdannes til stål. Konvertere, der rummer 250 t flydende metal, er almindelige, og tiden mellem to tapninger er kun 40 min. Det resulterende stål er homogent og næsten slaggefrit. Ved foring af konverteren med dolomit og ved regulering af slaggens sammensætning kan selv fosforholdige råjernstyper omdannes til kvalitetsstål. Den nødvendige ilt produceres ved destillation af flydende luft på stålværkets egne anlæg. Processen og dens varianter svarer for ca. 60% af verdens stålproduktion.