Lü Dongbin

Lü Dongbin, daoistisk skikkelse, som siges at være født 798 i en embedsmandsfamilie i det nordlige Kina. En stor mængde skrifter inden for den daoistiske indre alkymi, neidan, er overleveret i Dao Zang under Lüs navn. De tidligste har form af samtaler mellem Lü og hans mester Zhongli Quan, og de fremstiller en praksis, som dannede grundlag for den monastiske Quanzhentradition, i hvilken Zhongli og Lü har status som guddommelige patriarker, der åbenbarede deres lære til traditionens egentlige stifter, Wang Zhe (1112-70).

Både Zhongli og Lü er centrale figurer i en række teaterstykker fra Yuandynastiet (1271-1368) og indgår desuden i gruppen af Baxian ('Otte Udødelige'), et populært motiv i kinesisk folkelig billedkunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig