Løvklitterne, egekrat i den fredede Kærgård Klitplantage 21 km nordvest for Varde. Løvklitterne med Store Løvklit og Lille Løvklit er en rest af egnens oprindelige egeskov, der er dækket af flere meter flyvesand. Bevoksningen er vokset i trit med sandaflejringerne, således at grupper på 100-200 små træer og buske på klitten i virkeligheden kan være trætoppe. 18 ha blev fredet 1955. I alt 1437 ha af Kærgård Klitplantage er fredet.