Løgumkloster Kirke

Kirkegården strækker sig nord og øst for anlægget, og den hegnes ind af nyere teglstensmure, som primært stammer fra 1700-1800-tallet.

Bygningen er en hvælvet korskirke, som med sine senromanske/unggotiske træk må være bygget omkring 1225-1325. Den 44 meter lange kirkebygning er et af landets mest vellykkede eksempler på Valdemarstidens teglstensarkitektur.

Kirken består af et kor, et påfaldende kort, treskibet langhus, to korsarme, en forhal ved nordre korsarm, et tilknyttet sakristi, et lille tårn fra nyere tid, og syv oprindelige kapeller.

Den meget smukt udførte og velproportionerede kirke er tydeligt opført efter Cistercienserordenens byggeskik, og den er i sin oprindelige grundplan inspireret af kirken i Fontenay kloster i det østlige Frankrig.

Kirken er opført i munkesten og lagt på en sokkel af hugget granit, og har overalt oprindelige hvælv som er overhvidtede, mens murene fremstår i blank tegl.

Kirken bestod først af et lige afsluttet kor, enskibede korsarme med to småkapeller på østsiden og et treskibet langhus. På et meget tidligt tidspunkt blev de to korsarmskapeller op mod koret forlænget mod øst, så deres østmure nærmest kom til at flugte med korgavlen, og på samme tid blev nord- og sydmuren i korets østre del gennembrudt med arkader til de forlængede kapeller, hvorved koret kom til at virke treskibet.

I en lidt senere byggefase blev der opført endnu et kapel ved hjørnet mellem skibet og den nordre korsarm, i hvis forlængelse der også blev opført en forhal. I intim tilknytning til kirken blev desuden opført et sakristi i klostrets østfløj. Endelig fandtes der ved nordre sideskib tidligere et kapel som nu er nedrevet, muligvis så sent som i 1817.

Et af kirkens særpræg er, at den østre del af kirken er meget romansk præget, mens den vestre del er mere gotisk. Dette skyldes et byggestop på 20-30 år, da kirken blev opført, og da den vestlige del af skibet endelig blev bygget færdig, var den gotiske stil slået igennem, og den vestlige afslutning blev derfor bygget i denne stil. Dette ses særligt i gavlenes vinduer. Den fine østgavl, der er tydeligt inspireret af gavlen i Cistercienserkirken i Jouy i Frankrig, har således rundbuede vinduer i to etager, mens vestgavlen har en enkelt tregruppe af slanke, spidse vinduer.

Kirken blev i 1844-1845 istandsat, og ydermurene blev blandt andet overslemnet med cement, ligesom de fleste af yderdørene blev muret til. Ved 1. Verdenskrigs begyndelse påbegyndtes en restaurering for at tilbageføre disse ændringer, og kirken er i dag gennemgående præget af denne omfattende restaurering, hvor både cementpudset blev banket af, dørene genåbnet og en overetage fjernet fra forhallen.

Kirken har ikke mange kalkmalerier, hvilket skyldes at disse egentlig var i modstrid med Cisterciensernes ordensregler.

Alligevel har enkelte malere dekoreret kirken fra tid til anden. Fra omkring 1250-1300 findes der bladværksroset på hvælvingen i kapellet i inderste hjørne mellem kor og søndre korsarm, og fra 1300-tallet findes der geometrisk dekoration i skibets højkirkehvælv.

Endelig findes der fra omkring år 1400 et lille kalkmaleri af en rytter, måske Sankt Jørgen, på en arkadepille og en fransk lilje i midtskibets første fag fra øst.

Inventaret bærer i dag præg af større restaureringer i 1844-1845 og 1913-1926, men det er ellers karakteristisk ved den forholdsvis store mængde bevaret inventar fra middelalderen.

Den malede alterbordsforside fra omkring 1325 er således blandt de ældste tavlemalerier i Danmark, og forestiller Kristus som verdensdommer i mandorla, en slags oval glorie, flankeret af seks billeder fra Marias liv. Baggrunden er vissengrøn, og personernes dragter er tofarvede i guld og enten hvid, rød eller grågrøn.

Kirkens korbuekrucifiks med Kristus i naturlig størrelse stammer fra første halvdel af 1300-tallet og er ophængt på en bjælke mellem koret og korsskæringen.

I kirken findes også et lidt yngre relikvieskab, som på indersiden er dekoreret med malede helgener og apostle, og fra samme periode en fint udsmykket celebrantstol med spidsbuede arkader og delvis oprindelig bemaling fremkaldt i 1925.

Højaltertavlen er en sengotisk skabstavle med to bevægelige fløje fra slutningen af 1400-tallet. Den stammer oprindeligt fra Jerne Kirke, og blev i forbindelse med flytningen til Løgumkloster i 1925 forsynet med et højt fodstykke, en såkaldt predella. I midtskabet ses tre motiver: Maria med barnet, ”Nådestolen”, altså treenigheden, og Sankt Morten. I de to fløje ses de 12 apostle.

Fra mellem 1502-1514 stammer ni bevarede munkestole, hvis gavle er fint dekorerede og blandt andet viser Cistercienserordenens to ordenshelgener, Sankt Bernhard og Sankt Benedikt.

Prædikestolen er i renæssancestil og er fremstillet omkring 1580, sandsynligvis i Tønder. I 1923 blev den udvidet med tre fag og udstyret med en opgang.

Døbefonten fra 1704 stammer fra Peter Petersens værksted i Tønder, og er udstyret med en fontehimmel. Begge dele blev restaureret både i 1844-1845 og i 1923, hvor den oprindelige bemaling blev genskabt.

I kirken ses både et epitafium og flere mindetavler. I det østligste sydkapel ses et epitafium over amtmand og gehejmeråd Christian Albrecht von Massow fra 1751, og tidligere fandtes der også et epitafium over Friderich von Gunderoth fra 1689, samt over fem bisper begravet i kirken. Disse er dog nu forsvundet.

I det østligste nordkapel findes en mindetavle i marmor over de faldne i 1. Slesvigske Krig 1848-1851 og den Fransk-Prøjsiske krig 1870-1871, og i det nordvestre kapel findes et sandstensminde over de faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918. Endelig findes der i kirken flere historiske gravsten fra 1702, 1737, 1738, 1785, 1788 og 1807.

• folkekirken
• kirkearkitektur
• Løgum kloster
• Danmarks historie i middelalderen

• Danmarks Kirker
• Løgumkloster Kirke på sogn.dk