Lægeloven

Lægeloven, Lov om udøvelse af lægegerning, trådte i kraft 1.1.1935 og er senere ændret flere gange. Loven gav på samme tid læger særlige rettigheder og pligter og medførte, at en læge kunne miste sine rettigheder, hvis han eller hun ikke levede op til sine pligter. Loven dannede model for love for andre sundhedspersoner, fx tandlæger og sygeplejersker.

I kapitel 1 fastsættes, at ret til at udøve lægegerning og betegne sig som læge er forbeholdt personer, som har modtaget autorisation af Sundhedsstyrelsen. Forudsætningen er bestået lægevidenskabelig embedseksamen og aflæggelse af det kun moralsk bindende lægeløfte. Nordiske læger har fra 1966 også ret til autorisation. For læger fra lande i EU gælder tilsvarende fra 1976. Læger fra andre lande kan også få dansk autorisation, normalt efter supplerende uddannelse i Danmark. Ret til at betegne sig som speciallæge forudsætter ligeledes autorisation fra Sundhedsstyrelsen og er betinget af et fastlagt uddannelsesforløb (se lægeuddannelse (postgraduat)). Kapitel 1 fastlægger sammen med generelle regler i Lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse retningslinjerne for, hvornår autorisation kan fratages. Det kan ske, når lægen (eller en anden autoriseret sundhedsperson) må antages at være til fare for andre mennesker pga. sygdom, misbrug eller grov forsømmelighed. De samme forhold kan medføre, at Sundhedsstyrelsen i sjældne tilfælde ikke udsteder en autorisation. Læger kan desuden fradømmes retten til at virke efter særlig grove overtrædelser af Straffeloven.

Kapitel 1 indeholder desuden regler om de indgreb, som Sundhedsstyrelsen kan foretage ved lægers uforsvarlige ordinationer (også til sig selv) af afhængighedsskabende lægemidler. I sidste instans kan det betyde, at en læge helt mister retten til at ordinere disse lægemidler.

Kapitlerne 2-4 omhandler en række pligter for læger. En vigtig bestemmelse er indeholdt i § 6, som pålægger en læge at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Overtrædelse af denne paragraf medfører ikke nogen straf, men benyttes til at tildele lægen en irettesættelse, en "næse". Der er også regler om lægers ret til at benytte medhjælp og dermed være ansvarlige for deres virksomhed, om lægers handlepligt i akutte situationer, og om deres pligt til at foretage indberetninger og til at føre ordnede optegnelser.

Kapitel 5 fastlægger, at læger står under tilsyn af Sundhedsstyrelsen, og at de kan straffes med bøde eller hæfte for grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed.

I kapitel 6 er der bestemmelser om kvaksalveri.