Kyzylkum, flad sandørken i Kasakhstan og Usbekistan mellem floderne Syr Darja og Amu Darja; ca. 300.000 km2. Området rummer enkelte isolerede bjergformationer. Med boringer ned i underjordiske vandårer er der skabt en del kunstvandede oaser, der bl.a. udnyttes til græsning for karakulfår. I Usbekistan i ørkenens sydlige del findes store naturgasfelter, bl.a. ved Gazli. Andre steder brydes marmor, grafit og guld.