Kutná Hora, ty. Kuttenberg, by i det centrale Tjekkiet 60 km øst for Prag; 21.400 indb. (2001). I middelalderen var byen den næstvigtigste i Bøhmen efter Prag pga. store sølvforekomster, der er blevet udnyttet ved minedrift siden ca. 1200. I 1300 blev en kongelig mønt grundlagt, hvor man slog prager sølvgroschen, og byen fik samtidig kongelige stadsprivilegier. Med mellemrum var byen kongelig residensby. Husitterkrigene afbrød længe sølvminedriften og svækkede byen, som dog oplevede en ny opblomstring i 1500-t. I 1547 blev den sidste mønt slået, og med Trediveårskrigen og sølvforekomsternes udtømning i 1700-t. stagnerede Kutná Hora atter. Et dominerende bygningsværk er den særprægede gotiske katedral Skt. Barbara, opført 1388-1588 på foranledning af mineejerne. Byen kom 1995 på UNESCOs Verdensarvsliste.