Kurdistan - musik, Ligesom den arabiske, tyrkiske og iranske bygger den kurdiske musik, der tilhører den mellemøstlige kultur, på et system af diatoniske skalaer, hvori mikrointervaller forekommer hyppigt. Der bruges et stort udvalg af taktarter, som ofte er sammensat af grupper på to eller tre slag, fx 10/8-takt (3+2+2+3).

Kurdistans musik er præget af betydelige regionale forskelle som følge dels af opdelingen mellem forskellige stater, dels af det uvejsomme terræn med mange isolerede dalområder. Den folkelige kædedans udgør et vigtigt samlingspunkt i det kurdiske samfund.

I dansemusikken veksler komplicerede instrumentalstykker med mere enkle sangstykker, som for det meste holdes inden for et omfang af 4-6 skalatrin. Sangene er ofte af romantisk eller national heroisk karakter.

Den langhalsede lut tanbur eller saz, oboskalmejen zurna og stortrommen dawul er kendte i hele det kurdiske område. De mange kurdere, som er udvandret til bl.a. Europa, har skabt helt nye påvirkninger, også internt mellem forskellige kurdiske grupper.

Læs videre om Kurdistan generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig