En kundeklausul er en aftale mellem en lønmodtager og dennes arbejdsgiver om, at lønmodtageren efter fratrædelsen ikke må tage ansættelse hos eller direkte eller indirekte have erhvervsmæssig kontakt med sin tidligere arbejdsgivers kunder og andre forretningsmæssige forbindelser.

Kundeklausuler kan kun omfatte kunder, som lønmodtageren selv har været i forretningsmæssig forbindelse med 12 måneder forud for opsigelsestidspunktet, og lønmodtageren skal have udlevet en liste over de relevante kunder.

Konkurrenceklausul

En konkurrenceklausul er en aftale mellem en lønmodtager og dennes arbejdsgiver om, at lønmodtageren af konkurrencehensyn efter fratrædelsen ikke må drive forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage ansættelse i en sådan.

Det er en gyldighedsbetingelse for konkurrenceklausuler, at de er indgået med en ansat i en helt særlig betroet stilling, ligesom der er et krav om, at der i aftalen er en konkret beskrivelse af, hvorfor en konkurrenceklausul er påkrævet.

Jobklausul

En jobklausul er en aftale, som en arbejdsgiver indgår med andre virksomheder med henblik på at hindre eller begrænse en lønmodtagers muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed.

Jobklausuler udfases og kan fremadrettet kun indgås ved virksomhedsoverdragelser og i vikarsituationer for så vidt der er tale om rimelig betaling mellem de to virksomheder.

Regulering

Kunde-, konkurrence- og jobklausuler er reguleret af Lov om ansættelsesklausuler og tidligere af funktionærloven. Loven gælder for alle lønmodtagere og ikke kun funktionærer.

Kunde- og konkurrenceklausuler (samt klausuler hvor disse kombineres) kan kun gøres gældende, hvis lønmodtageren på opsigelsestidspunktet har været ansat i 6 måneder.

Der er indført maksimumgrænser på enten 6 eller 12 måneder for den periode, som en klausul kan gælde for lønmodtageren.

Adgangen til kompensation for klausuler er ændret på flere måder og bl.a. så, at kompensationen forøges jo mere belastende klausulen er for lønmodtageren og ved bedre adgang til engangskompensation.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig