Kukryniksy, sovjetisk-russisk tegnerkollektiv. Mikhail Kuprijanov (1903-91), Porfirij Krylov (1902-90) og Nikolaj Sokolov (f. 1903) har sammen illustreret værker af Nikolaj Gogol, Anton Tjekhov og Maksim Gorkij i 1920'erne, tegnet en lang række plakater og været medarbejdere ved dagbladet Pravda (fra 1933), vittighedsbladet Krokodil og ved telegrambureauet Tass' vinduesudstillinger. Kukryniksys tegninger manede til modstand under 2. Verdenskrig, hvor den sovjetiske humor og satire udviklede sig til verdensformat.