Kronprins Christian Land. Det er en gammel tradition, at opdagelsesrejsende navngiver geografiske lokaliteter; det gælder også i Nordgrønland. R.E. Peary er bl.a. ansvarlig for Independence Fjord, som han først så på den amerikanske uafhængighedsdag, 4. juli 1892. Andre navne er efter hans foresatte og sponsorer. Mylius-Erichsen fulgte i 1907 en tilsvarende praksis (Rigsdagen og konseilspræsident J.C. Christensen støttede hans Danmark-ekspedition). Tegn på pionerernes hjemve kan endvidere findes i et navn som Kaffeklubben Ø (efter en klub på Mineralogisk Museum). Hertil kommer den stadig levende tradition, at kongehuset lægger navne til sædvanligvis større områder.

.

Kronprins Christian Land, halvø i det nordøstlige Grønland, der ender i pynten Nordostrundingen. Halvøen rummer høje, gletsjerdækkede bjerge, men også isfrie kystsletter ved Ingolf Fjord mod sydøst og Danmark Fjord mod nordvest; ved sidstnævnte ligger flyvepladsen Station Nord.

Halvøen er opkaldt efter kronprins Christian, den senere Christian 10.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig