Kroll-operaen, teaterbygning i Berlin, grundlagt i 1844 af Josef Kroll, stadsteater fra 1895. Med Otto Klemperer som kunstnerisk leder var Kroll-operaen i 1924-31 rammen om opsigtsvækkende iscenesættelser af ældre og nyere operaer, bl.a. af Mozart, Stravinsky (Oedipus rex) og Hindemith (Neues vom Tage). Efter Rigsdagens brand i 1933 afholdt den nazistisk dominerede Rigsdag sine møder i Kroll-operaen, der blev ødelagt af et bombardement i 1945.