Kroatien - litteratur

Kroatien. Ulderiko Donadini var en af den kroatiske ekspressionismes mest fremtrædende forfattere. Her ses titelbladet på hans novellesamling Lude priče (Gale fortællinger) fra 1915, skabt af maleren Ljuba Babić (1890-1974).

.

Kroatien - litteratur, Udbredelsen af kristendommen på Balkan medførte frem til 1400-t. en kroatisk oversættelseslitteratur i form af helgenbiografier, apokryfer og mysteriespil sammen med verdslig litteratur som fx en Alexanderroman.

Den første kroatiske kunstdigtning af betydning opstod i Dalmatien i 1400-t. under direkte indflydelse af den italienske renæssance og med byrepublikken Dubrovnik som det kulturelle centrum.

De betydeligste forfattere fra denne periode var humanisten og digteren Marko Marulić (1457-1527), moralisten Mavro Vetranović (1482-1576) og komedieforfatteren Marin Držić (1505-67).

Med de to Dubrovnikdigtere Dinko Ranjina (1536-1607) og Dominko Zlatarić (1558-1609) klingede renæssancen ud og veg pladsen for en streng og moraliserende baroklitteratur, hvis største navn var Ivan Gundulić (1589-1638), som i sit ufuldendte epos Osman skildrede kristenhedens endelige sejr over islam.

Efter at Dalmatien gennem hele renæssancen havde været det kulturelle kraftcenter, begyndte fra 1600-t. også de indre dele af Kroatien at gøre sig gældende i litteraturen, først og fremmest gennem jesuitten Juraj Habdelić (1609-78), der skrev religiøse bøger, og adelsmanden Petar Zrinski (1621-71), der skrev om tyrkernes belejring af Szigetvár i Ungarn. Tyske oplysningstanker blev formidlet af Matija Antun Relković (1737-98), og en historisk krønike af franciskanermunken Andrija Kačić Miošić (1704-60) opnåede stor yndest i sin samtid.

Med romantikken kom det til en national opvågnen i Kroatien. De tre hoveddialekter štokavisk, kajkavisk og čakavisk, havde alle tjent som litteratursprog, men i 1830'erne samledes de kroatiske intellektuelle om den štokaviske dialekt, som kroaterne havde tilfælles med serberne.

Ved at vælge denne dialekt som litteratursprog ville de bane vejen for en politisk og kulturel samling af de sydslaviske stammer i et "Illyrien". Den illyriske bevægelse, der var inspireret af panslavismen, havde Ljudevit Gaj som bannerfører og ideolog.

Den var først og fremmest en politisk-national bevægelse, og hovedparten af litteraturen var ikke meget andet end national agitation. Tre digtere fra denne periode er imidlertid blevet stående: Stanko Vraz, Ivan Mažuranić og Petar Preradović (1818-72).

Efter revolutionen i 1848 og en tiårig stagnationsperiode fik nationale og politiske idéer en genopblomstring gennem 1860'erne og 1870'erne hos August Šenoa, og fra ca. 1880 fulgte en realistisk og samfundskritisk litteratur med franske og russiske forbilleder. Et centralt tema hos de kroatiske realister var skuffelserne og nederlagene hos de mennesker, der var brudt op fra det patriarkalske landsbymiljø for at søge lykken i byerne.

Den sociale indignation var tydeligst hos Ante Kovačić (1854-89), Josip Kozarac (1858-1906), Vjenčeslav Novak (1859-1905) og Ksaver Šandor Đalski (1854-1935). Lyrikeren Silvije S. Kranjčević (1865-1908) stod med sine mytisk-visionære digte som en forløber for den første kroatiske modernisme i begyndelsen af 1900-t.

De æstetiske programmer, der prægede slutningen af århundredet i de vesteuropæiske hovedstæder, havde også indvirkning på den kulturelle atmosfære i Zagreb. I et bittert opgør med den ældre forfattergeneration krævede de unge digtere kunstnerisk frihed og afviste den tidligere litteratur som provinsiel og dilettantisk.

Mødet med europæisk kultur var så overvældende og mangfoldigt, at den kroatiske modernisme blev broget som en opslået påfuglehale. Romanen trådte i baggrunden, og lyrikken, det symbolistiske drama og korte prosaformer dominerede. Hos A.G. Matoš finder vi et fint ciseleret sprog, søgen efter skønhed og en næsten overdrevet æstetiseren, der påvirkede mange senere kroatiske lyrikere.

Vladimir Vidrićs (1875-1909) digte er henlagt til en uvirkelig mytologisk verden, og Dragutin Domjanić (1875-1933) skriver melankolsk og livstræt om fortiden. Med Vladimir Nazor (1876-1949) rykkede det nationale og den jugoslaviske idé igen ind i litteraturen med en optimistisk natur- og livsbegejstret lyrik inspireret af gamle slaviske legender og sagn; sammen med Ivo Vojnović var Nazor en af de varmeste fortalere for en samling af kroater og serbere.

Under og i de første år efter 1. Verdenskrig satte ekspressionismen ind med Miroslav Krležas antimilitaristiske litteratur og Antun Branko Šimićs (1898-1925) lyrik. Sammen med August Cesarec (1893-1941) og Ulderiko Donadini (1894-1923) formulerede de i flere tidsskrifter ekspressionismens kunstsyn, men som retning varede ekspressionismen i kroatisk litteratur kort.

En af de mest originale skikkelser i mellemkrigstiden var lyrikeren Tin Ujević, hvis modsætningsfyldte lyrik svingede mellem dyb pessimisme og fandenivoldsk trods og bar mindelser om fransk symbolisme og surrealisme.

I løbet af 1930'erne polariseredes litteraturen i en socialt engageret fløj bestående af venstreorienterede forfattere, hvis mest fremtrædende skikkelse var M. Krleža, og en klerikal-borgerlig fløj, der mere og mere domineredes af en efterhånden åbenlys fascistisk Blut und Boden-litteratur, og hvis anfører var den senere Ustaša-stats udenrigsminister, Mile Budak (1889-1945).

Efter 2. Verdenskrig var betingelserne for litterær virksomhed radikalt ændret i det nu socialistiske Jugoslavien. Kravet om socialistisk realisme varede kun få år, og på forfatterkongressen i Ljubljana i 1952 krævede Krleža kunstnerisk frihed, og at litteraturen i Jugoslavien frigjorde sig både fra østlige og vestlige forbilleder.

Især lyrikken prægede halvtredsernes kroatiske litteratur; Jure Kaštelan og Vesna Parun (1922-2010) brød med den skematiske "engagerede" digtning og skrev ægte lyrik om naturen og om kærligheden, og en kreds af unge digtere omkring tidsskriftet Krugovi (Cirkler), Slavko Mihalić, Ivan Slamnig (1930-2001) o.a., eksperimenterede med formen og en stærkt subjektiv lyrik.

På prosasiden skildrede Petar Šegedin menneskets angst for eksistensen, mens Ranko Marinković beskrev antihelte og dystre fobier. Gennem 1960'erne og 1970'erne gik en gruppe lyrikere omkring tidsskriftet Razlog (Grund) i eksistentialistisk retning, påvirket af Martin Heidegger og Jean-Paul Sartre, mens en anden gruppe omkring tidsskriftet Bit (Væsen) repræsenterede den konkrete poesi.

Under påvirkning af J.D. Salinger opstod der i 1970'erne den såkaldte blue jeans-prosa om unge, utilpassede mennesker i forhold til det omgivende etablerede samfund.

Selvstændigheden i 1991 har litterært set bragt en del turbulens. Det nationale engagement er igen blevet et stærkt imperativ, og samtidig med at man har rehabiliteret en række af de forfattere, der blev dømt som krigsforbrydere i 1945, undersøger mere kritiske forfattere som Dubravka Ugrešić og Slavenka Drakulić i essayistik og fiktion kroatiske nationale myter og katolicismen.

Læs mere om Kroatien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig