Kristoffersen, grønlandsk billedskærerfamilie, virksom i Nuuk (Godthåb). Familien består af ægteparret Kristoffer (1902-70) og Dorte (1906-76) samt deres børn Simon (1933-90), Sara (f. 1937), Kitura (f. 1939) og Karl (f. 1943). De er alle kendt for fremstilling af små skulpturer, skåret i fedtsten fra familiens eget stenbrud. Motiverne hentes fra grønlandsk mytologi, natur og hverdag. Simon Kristoffersen, der gik på Kunstakademiet i København i 1967, arbejdede tillige i stort format og skabte bl.a. Kaassasuk og Kraftens Herre (1976, Grønlands Landsting, Nuuk).