Kristianssæde Skov, samlet betegnelse for Lollands største skov 10 km vest for Maribo. Den ca. 10 km2 store, gamle løvskov har 60% bøg og eg og indslag af avnbøg og skovlind. Det flade, lerede og lavtliggende terræn 7-10 m.o.h. er vandlidende, selvom der findes et stort grøftesystem til Ryde Å og Ågeby Å. Statsmanden Christian Ditlev Frederik Reventlow lod allerede omkring 1780 skoven udskifte med henblik på rationel træproduktion.